Omfattende undersøgelser sikrer miljøet
I samarbejde med uafhængige konsulenter har Nord Stream gennemført et utal af undersøgelser af Østersøen. Undersøgelserne har været med til at definere rørledningens tekniske design og den optimale rute, for således at minimere de miljømæssige indvirkninger af anlægsarbejdet mest muligt.
Nord Stream har investeret mere end 100 millioner euro i undersøgelser af virkninger på miljøet og miljøplanlægning for at sikre, at rørledningens design og rute gennem Østersøen er sikker og miljømæssigt forsvarlig. Anerkendte, uafhængige firmaer fra Sverige, Rusland, Tyskland, Norge, Finland og Danmark har gennemført undersøgelserne af havbunden og andre relaterede undersøgelser. Det detaljerede tekniske design blev leveret af branchens førende firma Saipem Energy Services (tidligere Snamprogetti, Italien).
Undersøgelserne dækker bredt spektrum
Undersøgelserne, der blev udført for Nord Stream, dækker tre generelle områder. Det første er det fysiske miljø med havbunden, vandsøjlen og atmosfæren. For eksempel dækkede de geologiske ingeniørundersøgelser mere end 40.000 kilometer fordelt på fire større studier. Heraf blev 6.400 kilometer undersøgt med gradiometer. Det andet område er det biologiske miljø med den marine flora og fauna og beskyttede naturområder. De miljømæssige feltundersøgelser inkluderer mere end 1.000 vand- og bundprøver fra 96 kontrolstationer såvel som observationer af fisks, havpattedyrs og fugles adfærd fra 77 kontrolstationer. Det tredje område fokuserer på det socioøkonomiske miljø, der omfatter fiskeri, skibsfart og sejlruter, turisme og rekreative områder, den maritime kulturarv, militære operationer samt offshore-industri som f.eks. vindmølleparker.
Man undersøgte grundigt de projekterede aktiviteters mulige indvirkninger på de tre ovennævnte områder. Herunder indvirkninger fra anlægsarbejdet, og højst usandsynlige begivenheder som skade på rørledningen eller utilsigtet detonation af ammunition. I alle tilfælde blev det i projekteringsfasen først vurderet, hvor sandsynlig en begivenhed var, og dernæst hvor skadelig den ville være, og endelig hvordan man under planlægningsfasen kunne mindske eller helt udelukke den. Resultaterne af undersøgelserne viste, at hovedparten af anlægsarbejdets mulige indvirkninger blev vurderet som værende ubetydelige. Med hensyn til dem, der kunne vise sig at blive væsentlige, var Nord Stream i stand til at mindske eventuelle skadevirkninger i planlægningsfasen. Sikkerheden og risikovurderingen af Nord Stream-projektet blev varetaget af eksperter fra det uafhængige selskab Det Norske Veritas.
Miljøpåvirkningerne fra anlægsarbejderne er midlertidige
"Væsentligheden" af en potentiel indvirkning bliver vurderet ud fra forskellige faktorer: Kilden til påvirkningen, varigheden, dens fysiske omfang, intensitet, værdi og følsomhed af det miljø hvor påvirkningen forventes og endelig effekten af de foranstaltninger, der tages for at minimere eller undgå miljøpåvirkningen. Ingen af de uafhængige leverandører, der foretog vurderingerne, kategoriserede indvirkningerne fra Nord Stream-projektet som "signifikante".
Resultaterne af de omfattende miljøundersøgelser peger på, at når rørledningerne er på plads, og havbunden retableret, vil de påvirkede habitater vende tilbage til deres normale tilstand.
Gennemførte undersøgelser
| 2005-2006 | Omfattende undersøgelser blev sat i gang med henblik på at vurdere oceanografi, vand, bundforhold, biologiske faktorer og andre elementer. Undersøgelserne fokuserede på områder, der muligvis kunne blive påvirket af Nord Stream-projektet. |
| 2005-2006 | Den første geofysiske undersøgelse var en detaljeret screening af Nord Stream rørledningernes foreløbige rute. Screeningen blev foretaget langs en to kilometer bred korridor for bl.a. at undersøge eventuelle forhindringer som skibsvrag, store sten og fordybninger. |
| 2007-2008 | En større geofysisk undersøgelse blev foretaget for at bekræfte den planlagte rute og for at screene hele korridoren for ammunition og andre objekter, der kunne udgøre en trussel mod anlægsarbejdet. |
| 2007-2008 | Efter anmodning fra de danske og finske myndigheder foretog man ruteoptimeringsundersøgelser. Undersøgelsesresultaterne blev fremlagt i slutningen af maj 2008 og ledte til beslutningen om den såkaldte S-rute, der løber syd om Bornholm. |
