Hvem vi er
Nord Stream AG, der har hovedkvarter i Zug, Schweiz, er et internationalt konsortium bestående af fem store selskaber. Nord Stream blev etableret i 2005 med henblik på planlægning, anlæg og efterfølgende drift af to 1.224-kilometer lange naturgasledninger gennem Østersøen.
Vores struktur
De fem aktionærer er OAO Gazprom, Wintershall Holding GmbH (et datterselskab af BASF), E.ON Ruhrgas AG, N.V. Nederlandse Gasunie og GDF SUEZ. Hovedaktionæren er OAO Gazprom, der ejer 51 procent af projektet. De førende tyske energiselskaber Wintershall Holding GmbH og E.ON Ruhrgas AG ejer hver 15,5 procent, mens det hollandske selskab N.V. Nederlandse Gasunie, der opererer inden for naturgasinfrastruktur, og det førende franske energiselskab GDF SUEZ hver har en aktiepost på 9 procent. Til sammen har disse fem selskaber en erfaring og ekspertise, der sikrer den nyeste teknologi, den højeste sikkerhed og den bedste virksomhedsledelse til projektet, hvis formål er at skabe sikker energiforsyning til Europa.
Den samlede investering i de undersøiske rørledninger er på 7,4 milliarder euro. Finansieringen er tilvejebragt dels fra Nord Streams aktionærer, der har finansieret 30 procent af projektomkostningerne gennem bidrag svarende til deres andel i konsortiet. De resterende 70 procent er finansieret eksternt som projektfinansiering fra banker og eksportkreditinstitutter. Finansieringen blev sikret i to faser. Fase I på 3,9 milliarder euro blev afsluttet i marts 2010, mens projektfinansieringen af Fase II, der indebar 2,5 milliarder euro, blev sikret i marts 2011.
Forbindelse mellem EU og Rusland
Nord Streams naturgasrørledninger gennem Østersøen udgør den mest direkte forbindelse mellem de enorme gigantiske gasreserver i Rusland og energimarkederne i EU. Efter adskillige års forundersøgelser konkluderede Nord Stream, at det undersøiske rørledningsprojekt er en af de sikreste, mest økonomiske og mest miljøvenlige måder at øge gasforsyningerne til Europa. EU-parlamentet og Det Europæiske Råd har udnævnt Nord Stream til at være af "europæisk interesse". Denne status gives til projekter, der styrker markederne og forsyningssikkerheden.
Etableringen af rørledningerne er en omfattende ingeniøropgave. Eftersom rørledningerne passerer gennem fem landes territorialfarvande og kunne påvirke endnu flere lande, blev der gennemført en omfattende tilladelses- og høringsproces. En væsentlig del af processen fokuserede på miljøet og de procedurer, der er udviklet til at undersøge og reducere potentielle indvirkninger. Alle nødvendige tilladelser til at påbegynde anlægsarbejdet forelå fra de fem lande i februar 2010, og i april 2010 blev arbejdet med at anlægge rørledning 1 indledt. I juni 2011 var det afsluttet. I november 2011 begyndte gastransporten gennem rørledning 1. Den har kapacitet til at transportere op til 27,5 milliarder m3 (kubikmeter) naturgas om året. Konstruktionen af rørledning 2 skrider frem efter planen, og denne rørledning vil være færdig i tredje kvartal af 2012 og vil begynde at transportere gas i sidste kvartal af 2012.
Når de to parallelle rørledninger er i fuld drift i slutningen af 2012, har de sammen kapacitet til at transportere 55 milliarder m3 (kubikmeter) gas om året, hvilket svarer til energiforbruget i mere end 26 millioner europæiske husstande. Nord Stream har designet rørledningssystemet til at kunne levere gas i mindst 50 år.
